Om CSU
CSU er en udviklingsenhed i Socialforvaltningen i Aarhus Kommune. Vi er med til både at formidle eksisterende viden og til at skabe ny viden. Vi løser opgaver i tæt samarbejde og dialog med ledelse, medarbejdere og brugere hele vejen rundt i organisationen.
Vi har en bred vifte af kompetencer og opgavefelter:
- et systematisk effektstyringssystem
- evaluering og dokumentation
- kompetenceudvikling og udbud af kurser
- konsulentbistand, processtyring og sparring.
CSU igangsætter og understøtter desuden forsøgs- og forskningsprojekter sammen med andre samarbejdspartnere, ligesom vi, i visse tilfælde, også leverer ydelser til andre kommuner. Det kan fx være i forbindelse med konferencer, temadage, kurser, dokumentation og brugertilfredshedsundersøgelser.
Krydsfelt
CSU er en stabsfunktion. Med vores særlige opgaver, vil vi ofte befinde os, billedligt talt, i det krydsfelt, der markerer midten af et 8-tal.
Vi skal både støtte Socialforvaltningens ledelse i at lede og styre til gavn for organisationens udvikling, samtidig med, at vi skal støtte implementering og udvikling i det daglige arbejde på de enkelte tilbud og arbejdspladser.
Vi forsøger at udføre vores arbejde med ydmyghed – over for det, vi har med at gøre, over for det gode håndværk og over for det komplicerede arbejde, som udføres i en organisation, der leverer ydelser og service for mennesker i komplicerede situationer.