Konsensuskonference og de videre perspektiver for en styrket recovery-orientering
Fredag d. 23. februar var repræsentanter for brugere, pårørende og medarbejdere sammen med ledere og chefer i psykiatrien i Aarhus Kommune samlet til Konsensuskonference på Psykiatrisk hospital.

Formålet med dagen var at få diskuteret perspektiverne i "Udkast til Masterplan for en styrket recovery-orientering i psykiatrien", samt at få konkretiseret nogle anbefalinger til det videre omsætningsarbejde i praksis.
Socialchef Leif Gjørtz Christensen indledte dagen med et kort historisk rids af psykiatriens udvikling. Oplægget gav et billede af en dansk psykiatri, som har været i rivende udvikling siden åbningen af det Psykiatriske Hospital i Risskov. Samtidig benyttede han lejligheden til at præsentere dagens ordstyrer Trine Sick.
Recovery-koordinator Marianne Cohen fortsatte med status over den fælles proces i forhold til styrkelse af en recoveryorientering i psykiatrien, Aarhus Kommune. Konsensuskonferencen markerer i denne proces blot en af mange milepæle i forhold til udviklingen af et fælles fagligt grundlag for psykiatrien i Aarhus Kommune. Den endelige Masterplan forventes færdig i april 2007.
Marianne Cohen skitserede, at vi nu står overfor opgaven at realisere og omsætte masterplanens visioner i daglig praksis. Som et led i implementeringen, skal der i forsommeren formuleres lokale foregangsprojekter, som på forskellige måder kan understøtte en recoveryorientering. Samtidig påpegede hun, at det er vigtigt at få synliggjort de mange dele af praksis, der allerede arbejder recoveryorienterede. Dette så man på tværs af psykiatrien i Aarhus Kommune kan få glæde af den viden, der allerede eksisterer i organisationen.
Se Marianne Cohens Power Points her (pdf)
Efter de to oplæg blev styrker og dilemmaer i de fælles visioner diskuteret. Diskussionerne tog udgangspunkt i spørgsmål fra et spørgepanel sammensat af brugere, pårørende og andre repræsentanter fra civilsamfundet.
Et svarpanel med repræsentanter fra den regionale psykiatri, Socialforvaltningen, Beskæftigelsesforvaltningen samt den nationale recoveryekspert Pernille Jensen gav - sammen med deltagere i salen - svar på de formulerede spørgsmål.
Processen blev styret meget professionelt af journalist Trine Sick, som sikrede, at repræsentanterne i begge paneler samt deltagere i salen blev inddraget i diskussionerne.
Den afsluttende diskussion tog afsæt i Marianne Cohens præsentation af udkast til fælles standarder for den psykosociale rehabiliteringsindsats i Aarhus Kommune. Mange medarbejdere har i forbindelse med masterplanen efterlyst en konkretisering af, hvad det - i samarbejdet mellem bruger og medarbejder - betyder at arbejde recoveryorienteret. "Udkast til standarder" er et første forsøg på at imødekomme dette behov. Standarderne skal dog diskuteres og justeres yderligere, inden de skal afprøves i praksis.
Leif Gjørtz Christensen samlede op på en dag med mange værdifulde diskussioner – en dag som førte til mange nyttige anbefalinger i forhold til styrkelse af recoveryorientering i psykiatrien, Aarhus Kommune. Dagens anbefalinger vil blive indarbejdet i den endelige masterplan, og danne en del af visionerne for den videre udvikling af psykiatrien i Aarhus Kommune.
Anbefalingerne blev noteret i løbet af dagen af medarbejdere fra CSU. De blev bl.a. formuleret på baggrund af afstemninger, der løbende blav afholdt med udgangspunkt i nogle af de dilemmaer, der opstod undervejs i diskussionerne. Anbefalingerne er tilføjet på de oprindelige Power Points.
Se anbefalingerne (pdf)
Dagen sluttede kl. 15.00, hvor alle måtte haste hjem, inden det voldsomme snevejr atter påvirkede mulighederne for sikker transport.