De vanskeligste samværssager - barnets perspektiv

Temadagen er blevet til på baggrund af et pilotprojekt ”Samværssager i voldsramte familier – barnets perspektiv”. Der blev udarbejdet en rapport om projektet af Nell Rasmussen.
Læs rapport om pilotprojektet Samværssager i voldsramte familier (pdf)

Udviklingschef i Center for Socialfaglig Udvikling, CSU, Aarhus Kommune Søren Frost indledte dagen med at byde velkommen og berette om det samarbejde mellem Aarhus Kommune, Statsamtet Aarhus og Videns - og Formidlingscenter for Socialt Udsatte (nu Udsatteenheden i Servicestyrelsen), som førte til afholdelse af en temadag først i Aarhus og nu også i København.

Søren Frost tog udgangspunkt i Nell Rasmussens rapport: "Samværssager i voldsramte familier. Et pilotprojekt om at fremme samarbejdet mellem kommune og statsamt."2006, som peger på et behov for øget kendskab, dialog og samarbejde mellem Socialforvaltning og Statsamt. Rapportens velbegrundede anbefalinger, samt de undersøgelser og initiativer som samtidig er dukket op indenfor feltet, aktualiserede ifølge Søren Frost en temadag, hvor der kunne åbnes op for vidensudveksling og dialog.

Opsummering af de enkelte oplæg
Nedenfor kan man læse en opsummering af hver af temadagens oplæg, samt en summarisk gengivelse af debatterne og her kan man se Power Points fra alle oplæggene:

Nell Rasmussen (NR), seniorkonsulent, Servicestyrelsen under Socialministeriet, Udsatteenheden (Tidligere Videns - og formidlingscenter for socialt Udsatte)
Rapporten, som kom i 2006 er en analyse, der bygger på gennemlæsning af en række sager om samvær i voldsramte familier, samt interview med forskellige praktikere. Sagerne er fra årene 2002-2005. I fokus for undersøgelsen var samarbejdet mellem statsamtet Aarhus og Aarhus Kommune. Undersøgelsen sætter fokus på brændpunkter og barrierer i det tværsektorielle samarbejde mellem de systemer, der skal håndtere de voldsramte familier. Den teoretiske ramme for undersøgelsen er baseret på Niklas Luhmanns systemteorier og begrebet systembarrierer.

I Luhmanns systemteoretiske perspektiv kan systemer beskrives som opdelte funktionssystemer, med egen autonomi og systemisk reproduktion. Kommunikation er baseret på egen forståelse af verden og sig selv, hvilket skaber koder, men systemerne kan også være strukturelt koblede og gribe ind i hinanden. Der ses en vekslen mellem lukkethed omkring egne koder og åbenhed som følge af de strukturelle koblinger. Systemerne ’forstyrrer’ hinanden, hvilket potentielt kan skabe både barrierer og muligheder for at bidrage til hinandens sagsbehandling’.

Undersøgelsen beskriver denne problematik i det tværsektorielle samarbejde mellem det daværende statsamt og kommunen. Der kan identificeres forskellige koder i de to systemer, og hvordan disse koder og systemets selvforståelse influerer på, hvordan det andet system (og repræsentanter for det andet system) opleves. NR påviser i undersøgelsen en række systemkoder, der fremtræder som forforståelser eller fordomme. Eksempelvis opererer man i socialforvaltningen med koderne ’hjælp/ikke hjælp’ indenfor et meget handlings- og ændringsrettet system. Omvendt er det retlige system stærkt regelstyret og opererer med koderne ’ret/uret’. Dette er bare et punkt, der giver mulighed for barrierer i samarbejdet. Dog er der også en række muligheder for forbedringer. Her peges på temaer som kommunikation, dialog, gensidig orientering, vidensdeling, mm. Nogle af disse forbedringer er allerede iværksat, som bl.a. Dorrit Sylvest Nielsen påpegede i sit oplæg (se nedenfor).

Der er sket meget på området i de senere år, men NR påpeger, at det er vigtigt, at den systemteoretiske optik fortsat nyder opmærksomhed. Ved at skrælle de lag af som systembarriererne udgør, kan man komme til at diskutere det væsentlige i forhold til fælles arbejdsopgaver. Det ender ikke nødvendigvis med enighed, men man får sat fokus på brændpunkterne.

Se Nell Rasmussens oplæg om samværssager i voldsramte familier (pdf)

Ingrid Bové Jakobsen (IBJ), psykolog og børnesagkyndig i Statsforvaltningen Hovedstaden
IBJ berettede i sit oplæg om hendes arbejde som børnesagkyndig i statsforvaltningen, hvor hun er ansat til at finde det enkelte barns perspektiv og videregive oplysningerne til de jurister, der samarbejdes med via de børnesagkyndige undersøgelser. Hun berettede ligeledes om de dilemmaer, som hun typisk møder i forbindelse med sit arbejde, f.eks. det centrale dilemma mellem på den ene side at skulle have god kontakt og dialog med begge forældre, mens barnet på den anden side samtidig skal beskyttes mod eventuelle overgreb og overlast.

IBJ tog udgangspunkt i de undersøgelser, som eksisterer på området ift. børn og vold, som baggrund for hendes arbejde. Det helt centrale hovedindhold i undersøgelserne kan summes ned til følgende:

Børn, der udsættes for vold selv eller er vidner til forældrevold, påvirkes i en negativ retning
Volden stammer typisk fra: Uvidenhed f.eks. devisen om at børn ikke tager skade af at blive slået, tradition f.eks. at sådan er konflikter altid blevet løst i familien, generelle frustrationer eller personlighedsforstyrrelser kan også være årsager til vold.

Det er sværere for barnet at være vidne til vold end selv at blive slået.
Dernæst gav IBJ to eksempler på typiske cases, som hun møder i forbindelse med sit arbejde.

1) IBJ beskrev den første case som en sag, hvor ingen af forældrene er dømt for vold (hvilket der yderst sjældent er i de sager, børnesagkyndige tager sig af). Sagen omhandler en mor og en far til 2 børn, hvor moren anklager faren for at have været voldelig over for hende. Efter de er gået fra hinanden, er hun bange for, at faren i stedet lader sine frustrationer gå udover børnene ved samvær. Den ældste søn bekræfter moderens udsagn, og siger bl.a. at faderen tager hårdt fat i dem. Faderen siger, at det er rent opspind og siger, at moderen blot forsøger at stille ham i et dårligt lys. Som i alle børnesagkyndige sager hører Statsforvaltningen begge parter. Statsforvaltningen inddrager ligeledes andre parters udtalelser: læge, skolelærere, mv. IBJ understreger, at det, der virkelig skal kæmpes for i en sådan sag, er at beholde barnets perspektiv, da forældrene har en masse frustrationer, som forsøger at trække opmærksomheden i modsat retning.

2) I den anden case, som IBJ beskriver, er udgangspunktet en pige på 10 år og hendes bror på 7 år, som fortæller, at de har været udsat for voldsomme overgreb fra samværsfar. Overgrebene indbefatter f.eks. episoder, hvor de er blevet rusket, har fået taget kvælertag, er blevet smidt ind i væggen osv. Samtidig beretter de også om en far, som de har mange gode oplevelser med, hvorfor de er bekymrede for deres udtalelser. Volden er aldrig blevet anmeldt, da moderen ønsker, at faderen har samvær med børnene. Både børnene, moderen og faderen ønsker således samvær. Faderen kommer imidlertid ikke til de aftalte samtaler, hvorfor konklusionen bliver, at der ikke skal være samvær, og den børnesagkyndige laver en underretning til socialforvaltningen. Dilemmaet her består i, at alle undtagen den børnesagkyndige synes, der skulle være samvær.

Opgaven i samtlige cases er at finde barnets perspektiv – og at komme med anbefalinger til, hvordan barnet bedst tilgodeses – uanset hvor vanskelige og konfliktfyldte problemstillingerne er. IBJ understreger i den sammenhæng, at målet først og fremmest er at beskytte barnet og opretholde kontakt og samvær med begge forældre, men at der sjældent for at sige aldrig findes perfekte løsninger i konfliktfyldte samværssager som disse.

Se Ingrid Bové Jakobsens oplæg om barnets perspektiv i komplicerede samværssager (pdf)

Bente Adolphsen (BA), jurist, Aarhus Kommune
Bente Adolphsen beskrev og diskuterede, hvad der er socialforvaltningens ansvar og opgave i de vanskelige samværssager, og hvordan opgaven er forskellig fra statsamtets, hvor opgaven primært er afgørelse om samvær.

Den grundlæggende forventning om at: "kommunen da må kunne gøre noget", holder ikke altid stik. Allerførst kræver en indsats viden om forholdene, hvilket forvaltningen kan få via henvendelser, indberetninger og eget tilsyn. Kommunen skal så vurdere, om barnet rent faktisk er omfattet af servicelovens kap. 11, og dernæst tage stilling til graden af intervention. Yderligere er der det vilkår, at arbejdet så vidt muligt skal ske med samtykke. Det betyder, at man nogle gange må gå på listesko. Især hvor det vurderes, at alternativet er, at familien trækker sig helt, og der ikke er baggrund for at træffe afgørelser uden samtykke.

Der kan gribes til 2 typer indsatser i de vanskelige sager. Foranstaltninger i hjemmet som kræver samtykke, eller anbringelse af barnet, hvilket kan foregå med og uden samtykke. BA adresserede den seneste lovændring på området, hvor den automatiske fælles forældremyndighed formentlig vil give særlige udfordringer for samtykkeproblematikken i højkonfliktsagerne.

En række af de lov - og vejledningsformuleringer, der ligger til grund for den kommunale praksis, understreger et udtalt fokus på det enkelte barn. Kommunen skal varetage barnets interesser i dagliglivet og har en række eksplicitte forpligtelser vedrørende barnets særlige behov for støtte, behandling, uddannelse, netværk mm. BA påpegede afsluttende, at kommunen ikke altid og i det omfang, der forventes, "dog kan gøre noget", men perspektivet er altid det enkelte barns.

Se Bente Adolphsens oplæg om børn, der er omfattet af servicelovens kapitel 11 (pdf) 

Jakob Roepstorff, sociolog, Projektkoordinator, Egmont Fonden
Jakob Roepstorff (JR) har lavet evalueringen, "Når gode råd er dyre: Evaluering af Egmont Fondens projekt om advokatbistand i højkonfliktfyldte sager", 2006. Evalueringen beskriver de problemstillinger, som forældre står overfor i forbindelse med højkonfliktfyldte samværssager og undersøger i den forbindelse betydningen af advokatbistand. Han startede sit oplæg med at konstatere, at skilsmisse og samvær i DK er en relativt lykkelig historie, men… der eksisterer et højt konfliktniveau mellem forældrene. Ydermere konstaterede han, at statsforvaltningen er et godt tilbud til de fleste, men... der er en mindre gruppe sager, hvor forældrene har svært ved at drage nytte af disse tilbud.

I evalueringen, hvor 22 ud af 39 forældre samt 10 sagsbehandlere blev interviewet, var samværssagerne karakteriseret ved, at der var stor uenighed blandt parterne, at der ofte var vold mellem forældrene, og at parterne havde svært ved at kommunikere. Ydermere blev der peget på, at ca. en tredjedel af sagernes konflikter var kulturelt betingede, og at der i en mindre del af sagerne forekom misbrug og overgreb mod børnene.

Fem problemsfærer blev afdækket i evalueringen. Disse underbyggede JR med citater fra undersøgelsen:
Sagsbehandlingen i Statsforvaltningen (SF) oplevedes som en byrde i hverdagen: Sagsbehandlingen blev opfattet som lang, og informanterne følte sig sårbare og blottede alle vegne. Forældrene havde et anstrengt forhold til SF: Kun én udtalte sig positivt om SF, primært fordi de adspurgte ikke kunne komme udover den mistillid, de havde til systemet (statsforvaltning og sagsbehandlere).

Forældrene oplevede ligeledes usikkerhed om rettigheder, muligheder og praksis: Det der blev efterspurgt, var en rådgivningssituation (advokatrollen), og der var en generel opfattelse af, at SF ikke kunne bidrage hermed.

Mange af de adspurgte havde også svært ved kommunikationen i sagen: Der var derimod en opfattelse af, at advokaten kunne skære ned til benet og formulere sig på en måde, så SF forstod det, forklare, hvad der stod, i de papirer der kom fra SF og fungere som mellemled, og derved også gøre sagsgangen mere saglig.

Sidst men ikke mindst angav forældrene et stort behov for støtte: Forældrene sad meget alene med deres problemstillinger (pga. problemstillingens art, eller fordi de er socialt isolerede) og havde behov for at tale med udenforstående. De adspurgte angav således, at de havde behov for en, der kunne bidrage til refleksion over situationen, udpege hvad er barnets behov, og hvad er forældrenes egne følelser og konflikter og på den vis få ro. Ligeledes havde de behov for den tryghed, det er at vide, at tingene foregår, som de skal, og at man har gjort sit bedste.

Evalueringen når frem til følgende hovedkonklusioner:

• En del af de højkonfliktfyldte samværssager kan afsluttes uden en afgørelse fra statsforvaltningens side, når der ydes advokatbistand til parterne
• Forældre er ubetinget glade for bistanden
• Sagsbehandlerne er mere skeptiske. Alligevel vurderede sagsbehandlerne i 18 ud af 24 sager, at advokatbistanden gav et bedre sagsforløb og en mindre arbejdsbyrde for statsforvaltningen (JR gjorde her opmærksom på bias - de som har deltaget i projektet har utvivlsomt været mere opmærksomme).

JR sluttede sit oplæg af med at redegøre for advokatens dilemma, som enten partsrepræsentant eller proceskonsulent. Han konkluderede, at der uden tvivl er tale om en særlig advokatrolle, hvor det handler om at sparre på et niveau, hvor den enkelte klient kan være med.

Se Jacob Roepstoffs oplæg om evaluering af projekt om advokatbistand i højkonflitkfyldte samværssager (pdf)

Spørgsmål fra salen inden pausen
Kirsten Hermansen, Foreningen for børn i voldsramte familier: Nu har vi hørt det fra forældrenes side, men når vi nu er ude på skolerne, hvor skal vi så sende et barn hen, når det er første gang de fortæller om vold i hjemmet til nogen?

Hvor går aldersgrænsen for et barn?
Hvad med kærestevold?
Hvad gør vi, når der er tale om indlæg i brevkasser?

Bente Adolphsen, Aarhus kommune:
Eftersom det ikke nødvendigvis er en samværsproblematik, som forældrene har lyst til at gøre noget ved, er det ikke statsforvaltningen, barnet skal henvende sig til. Barnet har derimod altid ret til at henvende sig i kommunen. Det er vigtigt at informere dem om, at de har krav på og ret til åben og anonym vejledning og rådgivning, dog forudsætter det, at barnet henvender sig anonymt. Kommunen har nemlig oplysningsret og -pligt, og kan - i tilfælde hvor barnet ikke henvender sig anonymt - af egen drift rejse en sag, og det er måske ikke det, de søger. I forhold til aldersgrænsen er man barn, indtil man er 18 år gammel, dog har voksne over 18 år også har ret til anonym rådgivning og vejledning i kommunen.

Nell Rasmussen, Servicestyrelsen:
Bestemmelser i den nye forældreansvarslov, som træder i kraft 1. oktober i år, muliggør, at børn selv kan rette henvendelse til statsforvaltningen, dog forudsættes det, at børnene er min. 10 år gamle.

Lone Nørgaard, freelancejournalist stillede følgende fire spørgsmål:
Spørgsmål 1: Hvordan udvælges børnesagkyndige?

Ingrid Bové Jakobsen, Statsforvaltningen Hovedstaden:
En stilling som børnesagkyndig besættes på helt normale vilkår. Ingen udpegning.

Spørgsmål 2: IBJ beskrev i sit indlæg en gruppe af børnesagkyndige. Hvad er gruppens forståelse af begrebet vold?

Ingrid Bové Jakobsen:
Gruppen har ikke som sådan en selvstændig formuleret forståelse af, hvordan begrebet vold ses. Der er tale om en erfa-gruppe.

Spørgsmål 3: Har denne gruppe nogen forståelse for absurditeten i opsplitningen mellem voldelig mand og kærlig far?

Ingrid Bové Jakobsen:
Ja – det er den knivsæg, man balancerer på i afgørelser om samvær, hvor vold er inde i billedet.

Spørgsmål 4: Hvad er holdningen til, at man skal være partsrepræsentant for børnene?

Bente Adolphsen, Aarhus kommune:
Erklærede sig enig og beskrev, hvordan formuleringen "børn med særlige behov" understreger, at barnet er i centrum.

Pia Deleuran (PD), advokat og mediator
Pia Deleuran forholdt sig til, hvorledes advokaters rolle i højkonfliktfyldte samværssager kan forstås, når de nye konfliktløsningsmetoder anvendes i Statsforvaltningerne.

Hun startede med at afspille Take That-hittet ’Patience’ for at understrege, at samværssager er et område, der fordrer tålmodighed af alle involverede. Det, at konflikterne i sagerne handler om parternes børn, gør området til det formentlig mest følelsesbelagte af alle, sagsbehandlingen er ofte lang, hvilket er anstrengende, og forholdene, der behandles kan være yderst alvorlige, og derfor ofte kørt op i en spids. Det kræver tålmodighed.

PD redegjorde for de grundlæggende forforståelser i forhold til samværsområdet:

• Mindst mulig konflikt tjener barnets tarv
• Er der konflikt må forældrene hjælpes til rette med at etablere en dialog og gerne en aftaleindgåelse
• Hvor forhandling ikke længere er mulig, træder det juridiske system til.

Hun beskrev, hvordan konfliktløsning kan være dialog eller myndighedsafgørelse og nogle gange både-og. Mediationstilbudet i Statsforvaltningerne er forholds nyt og skulle gerne medvirke til, at der etableres en dialog mellem parterne, hvilket evt. kan løse uoverensstemmelserne. Det kan dog være vanskeligt at etablere dialogen i de højkonfliktfyldte sager. PD fandt Vibeke Vindeløvs beskrivelse i bogen ’Konfliktmægling’ (DJØF’s Forlag 2004) af paradigme-skifte fra det traditionelle til det nye anvendeligt for at opnå større forståelse for dynamikken indenfor samværssagsområdet. Det nye paradigme lægger vægt på, at man ser parter i en fælles konflikt, hvor magt ikke er vigtig, hvor ingen har patent på hele sandheden, og hvor parterne selv tager ansvar for løsninger og hensyn til hinanden.

Det gamle paradigme bygger på en opfattelse af parter i kamp, hvor der skal findes én vinder og én taber, og hvor en afgørelse fra myndighedens side er nødvendig, og hvor der kan anvendes magt for, at afgørelsen gennemtvinges. Et sammenstød mellem disse to paradigmer viser sig i sagerne inden for samværsområdet i dag. Advokatens rolle i disse sager er derfor yderst kompleks og en balanceakt.

Selve mediations- og konfliktmæglingsmetoden blev forklaret, og det blev gennemgået, hvorledes et mediationsmøde konkret finder sted. Der blev i øvrigt henvist til de gode resultater, der er opnået indenfor samværsområdet i forskellige forsøgsordninger, hvor mediation har været anvendt.

Videre beskrev PD en konflikttrappe, hvor højkonfliktfyldte samværssager ofte kan placeres på nogle af trappens øverste trin. Konflikttrappen kan anvendes i forhold til analyse af konflikten, når det skal overvejes, hvilke indfaldsvinkler og metoder, der tages i anvendelse i sagerne.

De advokatetiske regler fastslår, at advokaten har pligt til ’at varetage sin klients interesser’, og eventuelle partsadvokater skal i lighed med parterne lære, at dialogen er central under det nye paradigme. Således vil fokus ikke udelukkende være de juridiske krav og den juridiske position klienten har, men også de interesser og behov som klienten måtte have i forhold til konflikten.

Såfremt Statsforvaltningen vælger at tilbyde mediation/konfliktmægling til parter i højkonfliktfyldte samværssager blev det anbefalet af PD, at der gives mulighed for deltagelse af partsadvokater, hvis det er parternes ønske. Advokaternes rolle vil i sådan en situation være forskellig fra den traditionelle advokatrolle.

PD gav en række eksempler på dilemmaer og rundede af med at fastslå, at der er tale om en procesbelastning for parterne i disse højkonfliktfyldte samværssager, når det skal undersøges, om der kan findes løsninger ad frivillighedens vej. I de sager, hvor der opnås en gensidig forståelse, er meget vundet, men i de sager, hvor parterne ikke er blevet enige og måske har fået konflikten eskaleret, er det ulykkeligt:

"Den tid, der går fra sagen starter til den slutter, er belastende for ALLE – for voksne såvel som for børn.". Det er ikke barnets tarv, at forældrene bruger energi på sagsforhold, brevskrivning, møder mv. og udmattes derigennem. Dermed tages noget centralt væk fra barnet.

Se Pia Deleurans oplæg om advokaters anvendelse til fremme af barnets perspektiv i vanskelige samværssager (pdf)

Dorrit Sylvest Nielsen, Direktør, Familiestyrelsen
Dorrit Sylvest Nielsen (DSN) indledte sit oplæg med at pointere, at hun synes, det er dejligt, at der er blevet sat fokus på problematikken omkring de sværeste samværssager, særligt set i lyset af den nye forældreansvarslov. Hun redegjorde også for, at der eksisterer mange misforståelser omkring den nye lov, fordi den bliver set i et snævrere perspektiv, end hvad der er tænkt fra folketinget

DSN slog fast, at de centrale spillere på området herunder Socialforvaltningen og Statsforvaltningen, godt nok har forskellige roller og kompetencer, men at det, så længe disse ikke taler forbi hinanden - kun er godt. DSN mente, at der siden den første rapport om øget samarbejde mellem Socialforvaltning og Statsforvaltning udkom i 2004, er blevet arbejdet meget med problemstillingen. DSN troede derfor også, at vi nu var ude over den skarpe opdeling. Dybest set mener hun, at det er et spørgsmål om at løfte det arbejde, der foregår omkring børnene, og der eksisterer derfor også kun et eneste fælles mål for begge parter, og det er: "at finde frem til de bedste løsninger for børnene".

I forhold til Kommunalreformen på det familieretlige område redegjorde DSN for, at der er sket en løbende udvikling. En af nydannelserne består i, at man lovgivningsmæssigt har fået cementeret, at opgaven består i, at finde frem til de løsninger, der er bedst for børnene, frem for blot at træffe afgørelser. Tvisterne skal således ikke starte i domstolene men i Statsforvaltningerne, hvilket har skabt et mere overskueligt og enstrenget system. Hvis det ikke lykkedes at finde frem til en løsning, kan sagerne dog indbringes for domstolene. Eftersom statsforvaltningerne nu også kan træffe midlertidig afgørelser, sendes der et meget stærkt signal om, at man forsøger at få løst sagerne frem for at gå i domstolene og grave grøfterne dybere. Dette bevirker ifølge DSN, at der er færre af de implicerede parter, der føler sig som tabere. Da det ser ud til, at mere end halvdelen af forældremyndigheds- og samværstvisterne løses i statsforvaltningerne frem for af domstolene, mener DSN, at vi går i retning af noget rigtigt ved at løse sagerne frem for blot at træffe afgørelser.

DSN gik herefter videre til Forældreansvarsloven, som blev vedtaget d. 10. maj, og startede ud med at fortælle, at lovforslaget interessant nok gik videre end den betænkning, der ligger til grund for lovforslaget. DSN redegjorde for, at politikerne med Forældreansvarsloven ønsker en grundlæggende ændring af området, hvor det er barnets ret til begge forældre, der er det afgørende. Politikerne har også ønsket at slå fast, at det er begge forældre som har ansvar, også for at barnet kan have en tæt kontakt til begge forældre efter samlivsophør. Alle aftaler skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet. Tidligere har det f.eks. været samværsforælderen, der har haft ansvaret for at hente/bringe og betale transporten. Det fælles ansvar betyder, at man deles om transporten og udgifterne til det. Begge parter pålægges således pligter, hvilket var en af de bestemmelser, som f.eks. ikke var med i betænkningen.

I det omfang forældrene ikke lever op til det fælles ansvar, kan den fælles forældremyndighed og måske også samværet ophæves. Selvom der lægges en ramme, er der altså situationer, hvor forældre ikke kan leve op til deres ansvar, og så må myndighederne gribe ind. I alvorlige sager, hvor der er mistanke om vold, må man gå ind og vurdere, hvad det betyder for samværet. Det er børnehøjden, der skal ligge til grund for afgørelsen. En løsning kan være overvåget samvær, eller intet samvær over en periode. I tilfælde af at der rejses tiltale om vold, men hvor der frifindes, er parterne mere "oppe og køre", i de tilfælde bliver man nødt til at lave en børnesagkyndig undersøgelse, hvor det afklares, hvilken betydning det har haft for barnet, og hvilken betydning det skal have for det videre forløb. I de sager, hvor der er beviser for vold mod barn, er udgangspunktet, at der ikke skal være samvær, dog understreger DSN at de færreste sager er så simple.

Afrundingsvist understregede DSN, at det er vigtigt i disse sager, at barnets perspektiv så tidligt som muligt synliggøres, typisk gennem en børnesagkyndig undersøgelse. Herefter er det vigtigt at få taget kontakt til Socialforvaltningen, og få afdækket om der er relevante oplysninger og få afsøgt muligheder for samarbejde. Det er betydningsfuldt at få de relevante parter på banen så hurtigt som muligt. Hun nævnte endelig, at dokumentation for voldelig adfærd som noget nyt kan ske gennem en krisecentererklæring.

Se overskrifterne på Dorrit Sylvest Nielsens oplæg om forældreansvarsloven og samværssager i voldsramte familier (pdf)

Afsluttende paneldebat
Nell Rasmussen, Servicestyrelsen:
NR peger på, at der er et stykke fra vejledning til praksis i statsforvaltningerne – ligesom i andre systemer. Der eksisterer forskellige udgangspunkter og perspektiver i praksis, og der er endnu et stykke vej fra toppen til praksis. Statsforvaltningerne er et sted, hvor folk arbejder i lang tid, hvorfor der opstår en velcementeret kultur, som tager tid at ændre.

Pia Deleuran, advokat og mediator:
Mange børneorganisationer og professionelle udtrykker dyb bekymring, at politikerne er gået længere end i betænkningen. Den bekymring deler PD. Et af punkterne, der må følges, er i hvor høj grad, man vil fastholde den fælles forældremyndighed ved uenighed mellem forældrene. Den nye lov lægger op til, at dommeren kan sige: "det her, det er ikke alvorligt nok til at ophæve det fællesskab, I er i om barnet, derfor gå hjem og find en løsning ". Tankegangen er, at så må forældrene lære det "den hårde vej" og virke som afskrækkende eksempler for omgivelserne. PD ser børnene som taberne i en sådan model. PD understreger, at hun håber, at ressourcerne lægges ind fra Statsforvaltningernes side til at bistå forældrene med at etablere dialog og konfliktløsning. Det bliver en yderst tidkrævende opgave i de konfliktfyldte sager, forudser PD. Ligeledes håber hun, at vold og overgreb lægges ind som et vigtigt tema i den videre debat og som fokusområde i sagerne, så der kan screenes for det. PD opfordrer til, at der afholdes kurser og at særlige medarbejdere dygtiggøres indenfor emnerne.

Dorrit Sylvest Nielsen, Familiestyrelsen:
Vi må have tillid til, at det her lykkedes. Børnesagkyndige og jurister kan i et samspil nå langt videre end alene i det ene eller andet system. Vi lærer af hinanden og skaber en fælles dynamik. Det kan godt lade sig gøre, at få forældrene til at forstå, at de har et fælles ansvar. Når vi siger, de har et fælles ansvar, så betyder det også, at de har fælles forældremyndighed. Tidligere blev mange dømt ude. DSN pointerer, at det er vigtigt at huske på, at der i det her forum er fokus på de tunge sager; målet er ikke at tvinge voldelige forældre til at samarbejde mere end tidligere, vi må tro på, at domstolene kan håndtere og sætte grænserne på en fornuftig måde

Bente Adolphsen, Aarhus Kommune:
Synes det generelt er en dyr pris at betale, for de børn der er mest i klemme. Mange af de forældre, der er involveret, kan ikke begå sig i systemet. Der er en væsentlig problemstilling omkring systemets evne til at tage vare på de her konflikter. Der er tale om et Tveægget sværd. BA er bange for, at man taber de tungeste og sværeste sager på gulvet, og dermed åbner èn dør, mens man samtidig lukker en anden.

Jakob Roepstorff, Egmont Fonden:
Faktum er, at ligegyldigt hvilket system vi har, vil vi altid tabe nogen på gulvet. Spørgsmålet er, hvad man gør med de mennesker, der falder uden for systemet. Skal et tungt system møde disse mennesker, eller skal man gøre de her mennesker klar til at møde systemet?

Nell Rasmussen, Servicestyrelsen:
Er enig med DSN. Der er ingen grund til at tro, at domstolene vil tvinge fælles forældremyndighed igennem ved voldelige sager. Men det er et problem, at det ofte er vanskeligt at bevise volden.

Bente Adolphsen, Aarhus Kommune:
Siden 1990 har vi brygget på en betænkning, som tager udgangspunkt i barnets perspektiv. Det nytter ikke at overse, at det ikke lykkedes særlig godt. Det bliver ikke nemmere, når kommunerne arver alle problemstillingerne.

Dorrit Sylvest Nielsen, Familiestyrelsen:
Der er afsat penge til forskningsprojekter. Vi skal følgelig have evalueret effekten. Mht. vold står der i vejledningerne, at der i behandling af sagerne skal lægges vægt på volden mod moren. Skal man kunne give fri proces til administrative sager? Mange har den opfattelse, at man skal kunne varetage neutrale løsninger i forhold til begge parter. Det har der imidlertid ikke været en tradition for i forvaltningen. Der er dog mulighed for, at man kan beskikke en bisidder til at varetage barnets perspektiv under selve retssagen, til at følge og afklare sagen.

Pia Deleuran, advokat og mediator:
Hvis vi tænker systemet igennem, så er det vidt forskellige "set-ups". Det nye og gamle paradigme støder sammen. Intentionerne kan være gode nok, men det er svært for praksis at håndtere de højkonfliktfyldte sager på en måde, der ikke skader børnene. I sidste ende bliver det forældrenes krav og rettigheder, der drøftes. Sådan har det været indtil nu. Det er svært at holde ud, når man taler så meget om barnets perspektiv. Det fortaber sig oftest i disse højkonfliktfyldte sager.

Spørgsmål fra salen
Freelance journalist Lone Nørgaard:
Spørger ind til det mantra, der har gået gennem hele debatten omkring barnets ret til to forældre. Er der mulighed for, at man kan indføre barnets ret til fri for samvær, og barnets ret til fri for overvåget samvær, i betænkningen. Og hvorfor bruger man ikke nogle af de erfaringer, der ligger fra England og Sverige?

Dorrit Sylvest Nielsen, Familiestyrelsen:
I den danske lovgivning tages helt klart udgangspunkt i, hvad der er bedst for det enkelte barn, hvilket også er tænkt ind i de netop vedtagne ændringer.

Søren Frost, Center for Socialfaglig Udvikling:
Rundede dagen af med at påpege, at temadagen har blotlagt mange temaer og pointerer, at nu hvor den nye forældreansvarslov er vedtaget, bliver det spændende at se, hvordan det kommer til at gå. Til august skal det diskuteres, hvad Aarhus Kommune har fået ud af afholdelsen af temadagene. Her kan der så tages stilling til, om det er relevant og muligt at afholde yderligere arrangementer og temadage.