Vuggestedet i EU-projektet New Faces
Vuggestedet har deltaget i et EU-projekt kaldet New Faces – New Fatherhood Concepts in European Cities
Projektet New Faces, der blev afsluttet i november 2006, har haft til hensigt, at styrke fædres opmærksomhed på muligheden for at tage barselsorlov og har været økonomisk støttet af Europa-Kommissionen.
Af Birgit Moselund, leder af Vuggestedet
Seks europæiske byer
Seks byer i Europa har deltaget i projektet. Alle seks byer har haft til opgave at samle fædre og eventuelt embedsfolk i en workshop, hvor der var fokus på fædre og barselsorlov. Derudover skulle de seks byer udarbejde informationsmateriale specielt rettet til fædre om fædres mulighed og rettigheder for barselsorlov.
Vuggestedets workshop
Vuggestedet gennemførte som de første i projektet en workshop i februar 2006. Workshoppen var kun for mænd og fædre, og værterne i workshoppen var mænd. Vores idé var at give fædrene mulighed for at tale om tanker, følelser og forventninger til den nye rolle som far. Workshoppen tog sit udspring i den såkaldte ”café metode”, hvor fædrene fik mulighed for at gå rundt og være i dialog om og søge viden om forskellige temaer, som blev præsenteret af værterne.
"Det største i verden er AT BLIVE FAR"
Efter workshoppen producerede Vuggestedet en publikation "Det største i verden er AT BLIVE FAR" som Vuggestedet nu udleverer til fædre, der kommer på Vuggestedet. Efter afholdelse af Workshoppen var der en gruppe fædre, som startede en fædregruppe, som mødtes flere gange på Vuggestedet.
Workshops
De andre fem byer, Chemnitz i Tyskland, Budapest i Ungarn, Sofia i Bulgarien samt Bologna og Trento i Italien har siden hen afholdt workshops. Disse workshops er udviklet efter metoden "best practice". De deltagende byer udvekslede erfaringer byerne imellem, hver gang der havde været afholdt to workshops. Møderne fandt sted i november 2005, februar 2006 og juli 2006.
Barsel i de medvirkende lande
Projektet viser, at ligestilling mellem mænd og kvinder på en lang række områder er meget forskellige, også i det europæiske fællesskab. Her skal fremhæves nogle væsentlige forhold. I Italien, Bulgarien og Tyskland er det primært manden i parforholdet, der har indtægter. I flere lande har kvinden ikke løn under barsel, og nogle stedet mister kvinden sit arbejde, når hun skal på barsel. Deltagerne var derfor primært optaget af de lovgivningsmæssige rammer for barselsorlov og hvordan, der kunne sikres løn under barsel.
Danmark havde fokus på faderens rolle
Det viste sig derfor også, at der var store forskelle i den danske workshop og de andre landes workshops. I Danmark var der fokus på faderens rolle og betydning for barnet, mens der i de andre lande var mere fokus på lovgivningen om barselsorlov.
Guide-bog med erfaringsopsamling
Projektet er afsluttet med udgivelse af en guidebog på de deltagende landes sprog. Erfaringerne fra de forskellige workshops i projektet New Faces er beskrevet, og guide-bogen er udformet som en vejledning til kommende projekter.
Bestil den danske udgave af guidebogen hos leder af Vuggestedet, Birgit Moselund (åbner nyt vindue)
Større fokus på fædre
Projektet har for Vuggestedet betydet, at der i behandlingen af gravide og spædbarnsfamilier er større fokus på fædrenes betydning for barnets tidlige udvikling og dermed også fædrenes deltagelse i Vuggestedets behandlingstilbud.