Temadag om recovery

Projekt OPUS er et behandlingstilbud for unge mellem 18-35 år, der lige har fået diagnosen skizofreni. Projektet er baseret på en helhedsorienteret tilgang til psykisk sygdom, der ses som et kompliceret samspil mellem biomedicinske og sociale forhold

Læs mere om projekt OPUS på deres hjemmeside (åbner nyt vindue)

Livskrisen
Det første spørgsmål, John Aggergaard Larsen rejste, var: Hvad sker der med et menneske, der oplever en psykose? Hans bud var, at oplevelsen skaber en grundlæggende eksistentiel usikkerhed, hvor hele grundlaget for ens personlighed rystes. Det er en rystelse, der rækker videre end de psykosociale spørgsmål som f.eks. ”Kan jeg vende tilbage til mit gamle liv?”, ”Hvad kan jeg magte?” og ”Kan jeg stadig forfølge mine drømme?” Personen, der har været psykotisk, oplever en tvivl på vedkommendes egne sanser. Når man har erfaringer med, at det, man oplever, ikke er virkeligt, vil man efterfølgende kunne stille sig selv spørgsmålet: ”Er det, jeg oplever nu, virkeligt?” Og når man tvivler på ens sanser; hvordan kan man så forholde sig til selv? Man tvivler helt grundlæggende på sin egen personlighed og på sin mest basale relation til omverdenen. Disse grundlæggende spørgsmål er oftest aktuelle, når brugeren er symptomfri. Derfor er Larsens pointe, at der ikke kun er tale om en afgrænset sygdomsepisode, men en grundlæggende livskrise Det er således ikke nok med selv en 100 % effektiv medicinsk behandling. Man skal søge en forståelse for den uforståelige psykose; gøre det meningsløse meningsfyldt, og inddrage den i sin livshistorie som en blandt mange erfaringer.

Identitet og sygdom
Han fortsatte med at pointere at denne dybe rystelse af personligheden bevirker, at brugeren i mødet med behandlingssystemet er meget sårbar. Mødet med faglige autoriteter kan få en enorm betydning for vedkommendes selvopfattelse. Derfor er det meget vigtigt, at man som behandler ikke blot fokuserer på sygdommen og de problemer, den skaber, men også på de ressourcer, personen har. Det er lige meget om ressourcerne er højt profileret erhvervserfaring eller en ekspertviden om akvariefisk – begge dele er ressourcer, der kan gavne patienten i den efterfølgende genskabelse af sin personlighed. Det afgørende er, at der ikke sker en sammensmeltning af personlighed og sygdom.

Samtidig skal man have respekt for, at det ikke er alle brugere, der ønsker en tilbagevenden til normaliseret hverdag. At være psykisk syg er også en identitet; en identitet, som den syge kan finde fuldt tilfredsstillende. Man skal ikke nødvendigvis bygge op, bringe videre og helbrede. Målene for behandlingen skal være brugerens egne, og ønsker han eller hun ikke at ”recover”, skal det respekteres.

Symbolsk helbredelse
Efterfølgende præsenterede John Aggergaard Larsen begrebet symbolsk helbredelse. Begrebet kan nogenlunde sidestilles med, hvad men i den medicinske forskningsverden kalde placeboeffekt. I den medicinske forskning, handler det om at se bort fra placeboeffekten, fordi det, man undersøger, er, hvilken medicin der virker, og hvordan den virker. ”Men hvorfor se bort fra noget, der virker?”, spurgte Larsen.

Ifølge Larsen handler symbolsk helbredelse om meget mere, end at piller, der ikke indeholder virkningsstoffer, og derfor ikke burde hjælpe, faktisk hjælper. Det handler om sociale og kulturelle aspekter: Det at møde en fagperson kan i sig selv have en effekt, f.eks. ved at brugeren har stor respekt for titler og autoriteter. Samtidig kan mødet med en fagperson ikke blot hjælper via faglighed eller autoritetstro, men også ved, at der opstår en god relation kan i sig selv have en positiv effekt – f.eks. kan man have fælles interesser eller fælles Social eller geografisk baggrund.

Et andet væsentligt element er tro. Det kan være en religiøs tro, en tro på forskellige former for healing eller at en bestemt slags urtete har gavnlig effekt. Ofte møder brugere en lukkethed og skepsis i forhold til disse alternative tilgange til, hvad der kan hjælpe. Det brugeren kan have brug for, er at få opbygget nogle brugbare forklaringsmodeller og -systemer; eller som nævnt tidligere finde forståelse for det uforståelige. Om det er gennem Gud, krystaller eller urter er mindre væsentligt. Det afgørende er, om det hjælper.

For at skabe en sådan forståelse er det vigtigt, at fagpersonen er åbne overfor de alternative indsatser brugeren selv finder nyttige og får gavn af. Det kræver, at vedkommende kender sine begrænsninger og accepterer, at han elle hun ikke har patent på den viden, som kan hjælpe brugeren. Hvis en bruger ønsker at tale med en præst, skal man være behjælpelig med at skabe kontakt til en. Man skal også være åben overfor kreative sammensætninger af forskellige forklaringsmodeller og –systemer. Hvis en bruger har glæde af at gå i kirke, i moske og konsultere en stenhealer samtidig, skal det kunne gøres uden problemer.

Endelig pegede Larsen på psykoedukation som en væsentlig del af en symbolsk helbredelse. Oftest vil viden om ens sygdom og dens behandling have en gavnlig effekt; specielt, hvis den er målrettet mod den enkelte, så der også skabes forståelse for brugerens egen aktuelle situation. Han peger dog p, at det er vigtigt at et psykoedukativt forløb skal handle om andet en sygdom og begrænsninger – det skal også handle om muligheder og håb.

Recovery som paradigmeskift
Afslutningsvis fokuserede John Aggergaard Larsen mere specifikt på recovery. Hovedspørgsmålet var, om recovery et paradigmeskift i forhold til rehabiliteringstænkningen – om det indeholder en grundlæggende ændring i synet på det psykiatriens arbejde. Han mente, at der er tale om radikale ændringer. Der er måske ikke tale om markante ændringer i, hvad man gør, men der er en massive ændring i forhold til, hvad man fokuserer på.

Man fokuserer nu i langt højere grad på personen som helhed og ikke kun på brugeren som bruger. Brugeren er blevet en aktiv, ansvarlig aktør og samarbejdspartner i indsatsen. Brugeren har fået en dynamisk rolle i forhold til valg af støtteområder og -indsatser. Der er også plads til, at brugeren har mulighed for i perioder at være dynamisk eller statisk i sin tilgang til egen behandling og udvikling – men også kan være begge dele på engang på forskellige områder samtidig.

Denne dynamik er vigtig. Vi skal ikke leve i et ”recovery-halleluja-land”, som Larsen kaldte det, hvor alle skal med på vognen. Det skal være plads til, at en brugersiger nej tak til udvikling i en periode – eller som nævnt ovenfor – være tilfreds med sin situation og identitet og sige nej tak i det hele taget. Det kan også blive problematisk, hvis der kommer for stor fokus på ”den personlige rejse.” Det kan ende med den totale individualisering af støtteindsatsen, hvor brugeren skal tage alle beslutningerne selv. Så ligger hele recovery-byrden – ansvaret for den personlige udvikling – på brugeren. Støtten bliver en biting og udgangspunktet bliver: ”Nu skal du også i gang med din recovery-proces.”

Dynamikken i recovery-begrebet er også afgørende på et andet niveau: begrebet indeholder et vidtfavnende spekter af delelementer og muligheder, der indbyrdes kan udveksle og udvikle sig. Det er afgørende, at recovery bevarer denne dynamik, og dermed undgår blot at blive et nyt statisk, teknokratisk sprog til beskrivelse af behandling og måling sygdom. Så risikerer man blot at stå med et parallelt sprog til diagnosesystemet.

Således er det værdifulde i recovery-tilgangen dynamikken i begrebet. Det er grobunden for paradigmeskiftet. Uden den bliver det blot gammel vin på flasker, der også har et par år på bagen.

Se John Aargaard Larsens oplæg om recovery (pdf)