Temadag om de vanskeligste samværssager - barnets perspektiv

    

Temadag om de vanskeligste samværssager
Dagen var tilrettelagt med 6 oplæg, der repræsenterede henholdsvis et statsamtsligt, kommunalt og et forskningsmæssigt perspektiv på samværssager. Med hver deres perspektiv, pointerede alle oplæg, at en kvalificering af indsatsen kræver et større fokus på det enkelte barn samt et bedre samarbejde og kendskab myndighederne imellem.

Socialchef i Aarhus Kommune, Leif Gjørtz Christensen, bød velkommen til en temadag, som efter hans udsagn er vigtig i en stadig løbende kvalificering af indsatsen på dette felt. I talen pointerede han, at: det er meget vigtigt, at vi spiller sammen, og at det, vi arbejder sammen om, gøres bedre – også selv om samspillet vil tydeliggøre vanskelighederne i arbejdet.

Ydermere betonede Leif Gjørtz Christensen i talen vigtigheden af at arbejde med de socialfaglige problemstillinger i en tid, hvor de fleste er dybt optaget af og begravet i strukturreformens ikrafttrædelse pr. 1. januar 2007.

Endelig opstillede Leif Gjørtz Christensen formålet med temadagen som værende; at afdække forskelle i problemforståelse og behandling af vanskelige samværssager, herunder samværssager i voldsramte familier, som dannede udgangspunkt for dagens tema, ved at se på det fra forskellige system- og faglige vinkler, samt at reflektere over hvorledes sagerne kvalificeres, og dermed også hvilken retning feltet skal gå.

Opsummering af de enkelte oplæg
Nedenfor kan man læse en opsummering af hver af temadagens oplæg, samt en tematiseret gengivelse af debatterne. Se Power Points fra alle oplæggene

Per Steen Christensen, psykolog og børnesagkyndig i Statsamtet Aarhus
Per Steen Christensens oplæg havde overskriften: Hvad er barnets perspektiv og hvorfor er det væsentligt? Han indledte med en afgræsning af feltet, begreberne og anvendelsen af disse. Således pegede han på, at når der fokuseres på de vanskeligste sager, kan der sondres mellem de sager, hvor der mangler omsorgsevne og de, hvor barnets primære omsorgsgiver er fjendtlig overfor at barnet skal have kontakt til anden forælder.
 
I afgørelser af samværssager handler en vurdering om, hvornår det er rigtigt at begrænse og ophøre et samvær, og hvornår det er væsentligt at sikre kontakten. Det er et dilemma mellem at beskytte barnet mod overlast og at skabe kontakt til den udeboende forælder. I den sammenhæng er det vigtigt, at tilgodese begge forældres retssikkerhed ved hjælp af faglige begrundelser og dokumentation.

Per Steen Christensen pegede ligeledes på, at der er sket en udvikling i fokuset på samværssager. Førhen snakkede man om børneperspektiv, hvor det centrale var, at afgørelsen ikke skulle tages på baggrund af de voksnes/forældrenes behov. Med børneperspektivet så man børn som en homogen gruppe og antog, at der var forhold, behov og interesser, der gælder for alle børn. I dag har perspektivet ændret således, at man nu tager udgangspunkt i det enkelte barn. Det betyder, at der er behov for en differentieret praksis, hvilket konkret udmøntes i tværfaglige teams, bestående af en jurist og en børnesagkyndig, og som i højere grad end tidligere tilgodeser det enkelte barns behov. Endnu en konsekvens af fokus på barnets perspektiv er, at udredningen både skal ske ud fra oplysninger indefra og udefra. Indefra handler om, at barnet skal have mulighed for selv at udtrykke, hvad der er bedst for ham/hun selv allerede fra 6-7 års alderen (børnesamtaler). Disse udtalelser har stor vægt i afgørelsen, men er ikke afgørende ord, idet det antages, at barnet ikke altid ved, hvad der er bedst for ham/hende selv. De ydre oplysninger handler om hvordan andre (fra det private og professionelle netværk) vurderer barnets trivsel. Tilsammen udgør oplysningerne vigtige brikker til forståelsen af, hvad der er til barnets bedste.

Hvorfor er barnets perspektiv vigtig?
Per Steen Christensen begrundede barnets perspektiv ud fra et norsk ordsprog, der siger, at det, der smager længst, er det der kommer først i gryden. Ordsproget skal forstås således, at barnet kommer til verden som en blank tavle, og at det vi oplever og erfarer i barndommen præger os op i gennem livet. Gjort kan således ikke gøres ugjort. Mennesker dannes ud fra de relationer, vi har som barn. Vi fødes alene med et hav af muligheder, og det er vigtigt, at vi får de væsentlige relationer tidligt i livet.

Angst og usikkerhed kommer, når mor og far ikke kan finde ud af det med hinanden, og når den ene forælder ikke vil have, at barnet skal se den anden. Det kan sætte barnets trivsel på spil. Hvis barndommen er svær, kan voksne hjælpe til at behandle det, der er sket, men vi kan ikke omgøre det. Det er baseforælderen (læs: der hvor barnet bor) og statsamtets opgave at hjælpe til at tage vare på barnets tarv. For barnets behov skal først og fremmest tilgodeses.

Hvad ved vi om samværssager med vold?
Det er ganske svært at indsamle pålidelige data om senfølger af vold i familien. Af indlysende grunde er det svært at få familier til at deltage i undersøgelser. Det er derfor også ganske begrænset, hvad vi ved om følgerne af samværssager med vold. Den hidtil største rapport er fra England, hvor der er indsamlet data fra et stort antal sager.

Resultaterne af denne undersøgelse er opsigtsvækkende. Undersøgelsen viser, at skadevirkningerne ved at overvære vold er lige så stor eller større, end hvis barnet oplever det på egen krop. Børn vil således i de fleste tilfælde hellere lægge sig imellem forældrenes vold end at se dem slås. Undersøgelsen viser ydermere, at det sjældent lykkes at afskærme børnene fra voldsoplevelserne – at børnene ofte optræder som tilskuere, og at børnene bliver fanget i skyldfølelse og loyalitetskonflikt.

Nell Rasmussen (NR), seniorkonsulent i Videns og formidlingscenter for socialt udsatte
Nell Rasmussen har gennemført en undersøgelse af samarbejdet mellem statsamtet Aarhus og Aarhus Kommune om de vanskeligste samværssager. Undersøgelsen sætter fokus på brændpunkter og barrierer i det tværsektorielle samarbejde mellem de systemer, der skal håndtere de voldsramte familier. Den teoretiske ramme for undersøgelsen er baseret på Niklas Luhmanns systemteorier og begrebet systembarrierer.

I Luhmann`s optik kan systemer beskrives som opdelte funktionssystemer, med egen autonomi og systemisk reproduktion. Kommunikation er baseret på egen forståelse af verden og sig selv, hvilket skaber koder. Systemerne kan være strukturelt koblede og gribe ind i hinanden, "forstyrre" hinanden, hvilket både kan skabe barrierer og muligheder for at bidrage til hinandens sagsbehandling.

Undersøgelsen beskriver denne problematik i det tværsektorielle samarbejde.

Der beskrives forskellige koder i de to systemer, og hvordan disse koder og systemets selvforståelse influerer på, hvordan det andet system (og repræsentanter for det andet system) opleves. NR påviser i undersøgelsen en række systembarrierer, der fremtræder som forforståelser eller fordomme, men også en række muligheder for forbedringer. Her peges på temaer som kommunikation, dialog, gensidig orientering, vidensdeling, mm. Nogle af disse forbedringer er allerede iværksat i Aarhus og andre steder.

Der er sket meget på området i de senere år, men NR påpeger, at det er vigtigt at den systemteoretiske optik fortsat nyder opmærksomhed. Ved at skrælle de lag af, som systembarriererne udgør, kan man komme til at diskutere det væsentlige i forhold til fælles arbejdsopgaver. Det ender ikke nødvendigvis med enighed, men man får sat fokus på brændpunkterne.

Ida Wille, kontorchef i Statsamtet Ribe
Kontorchef i statsamtet i Ribe, Ida Wille, satte fokus på karakteristika ved de vanskeligste samværssager, ved at tage udgangspunkt i, hvad der kendetegner et godt samvær. Ida Wille definerede det gode samvær som: et samvær der støtter barnets udvikling og som ikke belaster barnet. Dernæst beskrev hun skilsmissesagernes forskellighed, for derved at sætte de sværeste samværssager i perspektiv. Således peger hendes opgørelse på, at i ca. 75 % af alle skilsmisser, aftaler familierne selv samværsforholdet. Disse familier betegnes som samarbejdsfamilier med et lavt konfliktniveau. Den midterste gruppe, er familier som betegnes som sure samarbejdspartnere, fordi de er uenige, men kan bringes hen til en løsning via en skriftlig aftale. Den sidste del, der hvor de sværeste samværssager gemmer sig, er kendetegnet ved at konflikten mellem forældrene ikke kan løses, og hvor stakittet mellem dem er vokset så højt op, at de ikke kan se deres barns/børns behov. Disse familier kaldes krisefamilier og udgør ca. 10 % af sagerne. Halvdelen af disse har en alvorlig tvist og kaldes derfor også højkonfliktsager med kamplystne krigere. De er kendetegnet ved et højt konfliktniveau, at der som oftest er andre belastende forhold, at barnet har særlige behov, samt at den ene forælder har forældremyndigheden.

I denne type sager er det statsamtets opgave at hjælpe til at nedbryde stakittet, så de igen kan se og forstå barnets behov. Dette kan ske gennem rådgivning, konfliktmægling mv., men i de vanskeligste tilfælde er en afgørelse alligevel nødvendig. Her må statsamtet finde en samværsafgørelse, som er udtryk for det bedst opnåelige under de givne vilkår. Dette kan ikke måle sig med den positive definition af godt samvær (jf. ovenstående), men fremstår snarere som den mindst ringe løsning for barnet.

Spørgsmål og debat inden frokost
Usynlig vold
Ud fra et spørgsmål blandt deltagerne, blev det diskuteret hvorledes vold, der forekommer skjult eller usynlig, afdækkes af myndighederne.

For kommunernes vedkommende er de afhængige af en henvendelse/underretning, og har ikke store muligheder for indgriben uden samtykke, på nær i tvangsanbringelsessager. Pointen er, at socialforvaltningen ikke kan gå ind i sager, der ikke er rejst, hvorfor der er behov for henvendelser fra statsamtet i tilfælde af mistanke om vold mv...

Statsamtets opgave er udelukkende afgørelse af samvær, og her spiller vold en vigtig, men ikke nødvendigvis udslagsgivende, rolle. Der kan være sager, der ikke vækker grund til bekymring og der kan være sager, hvor det er vanskeligt at få greb om problemet, hvorfor statsamtet foretager indberetning til kommunen. Men når først afgørelsen er truffet følger statsamtet ikke sagen videre.

Der blev peget på, at der er en indbygget bias i disse sager. Familien er ikke nødvendigvis i kontakt med en socialforvaltning, der i sagens natur så ikke får øje på volden, mens statsamtet, der har fokus på samværsdelen, ikke nødvendigvis får afdækket det, og dermed forbliver volden skjult.

Ydermere viser diskussionen, at kommunen har behov for viden om mistrivsel i sager, hvor der ikke er anbringelse. Der, hvor der ikke er en bekymringssag eller samtykke, er der ingen/få muligheder for kommunen.

Nægtelse som metode
En anden diskussion, udsprang af en påstand om, at, i de sager, hvor den ene forælder nægter at afgive barnet, får den anden forælder ikke samvær.

Statsamtet er uenig i denne påstand og angiver, at enhver sag afgøres ud fra en lang række faktorer, med udgangspunkt i barnets behov. I de sager, som der henvises til, består problematikken i, at moderen er voldsramt, og derfor nægter barnet samvær med den anden forælder. Men moren er ikke altid i stand til at tage vare på barnets situation, og her er det statsamtet opgave at tage barnets perspektiv og hjælpe til at sætte grænser for moren.

Overvåget samvær
Endelig blev der stillet spørgsmål om hvad statsamtet lægger til grund for overvåget samvær?

Det er ikke muligt at give et entydigt svar, idet sagsbehandlingen er differentieret. Overvåget samvær kan variere fra at observere et kontaktskabende samvær, der skal skabes fra nul, over overvågning ved mistanke om ringe kvalitet af samværet, og endelig, hvis der er mistanke om eksempelvis incest, kan ske suspension af samvær, indtil sagen er afklaret i kommunen. Overordnet skal overvåget samvær ses i sammenhæng med kontaktbevarende, oftest tidsbegrænset, samvær.

Jesper Thumand (JT), kontorchef i Statsamtet Aarhus
Jesper Thumand redegjorde for forældremyndighedsudvalgets arbejde og de væsentligste ændringsforslag, der er resultatet af dette arbejde.

1. januar 2007 træder en stor familieretlig reform i kraft. Det har været vigtigt for udvalget at tydeliggøre, at ansvaret ligger hos forældrene – statsamtet hjælper til selvhjælp. En væsentlig nyskabelse er, at man ikke længere kan gå til domstolene, uden at forældrene har været omkring statsamtet til et tværfagligt møde med en jurist og en børnesagkyndig.

Pia Deleuran, selvstændig advokat, mediator
Pia Deleuran stillede i sit oplæg spørgsmålet: Kan advokater anvendes til at fremme barnets perspektiv i højkonfliktfyldte samværssager? Udgangspunktet for oplægget var en undersøgelse fra Egmontfonden, som peger på, at advokatbistand kan spille en afgørende positiv rolle i de vanskeligste samværssager. Så svaret fra Pia Deleuran var ja.

Pia Deleuran beskrev feltet omkring de højkonfliktfyldte samværssager som påvirket af de mange følelser, der knytter sig til konflikterne. Det er dermed barskt for både familierne, der er involveret, og for de professionelle. Hun argumenterede for, at der er behov for, at der hos de professionelle, der beskæftiger sig med de vanskelige samværskonflikter, er kendskab til konfliktteori og konflikthåndtering samt kendskab til det familiefaglige område. I de højkonfliktfyldte sager er der hyppigt elementer af vold, sexuelle overgreb og andre grænseoverskridelser. Det, der er til vurdering, når der skal tages stilling til i barnets kontakt med den ene eller begge forældre, er om kontakten gavner barnet.

Der findes mange redskaber der kan tages i anvendelse, når en konflikt skal analyseres og håndteres. Det kan f.eks ske via konflikttrappemodellen (jf. Pia Deleurans Power point).

Advokatens rolle i en samværssag
Advokaten involveres kun i samværssager, hvis klienten har økonomisk mulighed for at betale for bistanden. Der kan således ikke gives offentlig hjælp til borgerens udgifter til advokatbistand i form af f.x. fri proces, retshjælpsdækning eller lign., som der kan i mange andre sager. Pia Deleuran mente, at dette er et problem navnlig i de højkonfliktfyldte sager.

For så vidt angår behandlingen af samværssagerne er der sket en ændring i den måde, hvorpå de behandles i Statsamtet. Det får betydning for, hvorledes advokaten skal bistå sin klient. Behandlingen er gået fra en juridisk indfaldsvinkel til en pædagogisk indfaldsvinkel, hvor man ønsker, at der skabes dialog i stedet for, at der træffes afgørelse. Dermed er advokatens rolle i disse sager ændret.

Traditionelt set har advokater stillet krav og betingelser på klientens vegne. Det kan man beskrive som værende del af et retligt paradigme. I det nye paradigme har advokaten en anden rolle, idet advokaten her må drøfte med klienten hvad dennes krav baserer sig på af interesser og behov.

Advokaten vil i samværssagen kunne lette klienten ved at være en faglig samtalepartner, der giver juridiske råd og ligeledes taler med klienten om mulige løsninger. Ligeledes vil advokaten bistå klienten med kommunikation med myndighederne og med den anden part så dialogen lettes for alle.

Egmontprojektet
Egmontundersøgelsens rapport " Når gode råd er dyre" var uddelt til deltagerne. Der henvistes også til Internettet, hvor rapporten ligger. Undersøgelsen viser, at en del af de højkonfliktfyldte samværssager kan sluttes uden en afgørelse fra Statsamtets side, når der ydes advokatbistand til parterne. Advokatens bistand, rådgivning og støtte hjælper parterne, og der indgås på den måde flere aftaler via forhandling. I de sager der ikke sluttes med en aftale, da vil forældrene have advokaten ved sin side til at hjælpe med sagen, korrespondancen, mv.

I undersøgelsen indgik 38 højkonfliktsager og 6 advokater med familierets- og mediatorbaggrund deltog. Advokaterne gjorde undervejs anvendelse af de redskaber og teknikker de havde kendskab til fra deres mediatorbaggrund. Advokaterne bistod parterne med oplysning om juridiske rettigheder og hjalp parterne med at overveje mulige løsninger. I projektet bistod advokaterne klienterne med kommunikation, sparring og støtte. Denne bistand gav en lettelse for forældrene, der var involveret i konflikten, så de ikke skulle afse så stor del af deres tid og ressourcer både mentalt og økonomisk på konflikten. Ressourcer, der går fra børnene i familierne.

Rapporten stiller spørgsmålet: Hvorfor har man ikke mulighed for at give økonomisk tilskud til samværssager på lige vilkår med andre typer sager?

Undersøgelsen viser også, at samværssagerne er karakteriseret ved, at der er stor uenighed blandt parterne, at der ofte er vold mellem forældrene, og at parterne har svært ved at kommunikere. Ydermere peges der på, at ca. en tredjedel af sagernes konflikter er kulturelt betinget, og i lidt færre, at der forekommer misbrug og overgreb mod børnene.

Afsluttende paneldebat
Videregivelse af oplysninger
Oplægsholderne var enige om, at der generelt er for stor uvidenhed om videregivelse af oplysninger. I begge systemer er der regler om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger. Det er derfor ikke muligt, med eller uden samtykke, at videregive alle oplysninger, selv om det kan anses som hensigtsmæssigt.

Der blev ligeledes peget på, at uvidenheden er med til at få nogle sagsbehandlere til at undgå at videregive oplysninger, ikke af ond vilje, men fordi de ikke kender afsenderen godt nok. På tværs af statsamt og kommune var der enighed om, at der er behov for et større kendskab til hinanden, samt, at et større samarbejde mellem myndighederne kræver bedre lovregler om samarbejde om fortrolige oplysninger.

Barneperspektiv for de mindste
Der blev stillet spørgsmål om, hvorledes børn under skolealderen bliver hørt, når praksis er, at der først gennemføres børnesamtaler fra 6-7 års alderen. Til dette var svaret, at statsamtet altid, uanset alder, forsøger at lytte til barnets ønsker og behov. Børnene får ligeledes at vide, at deres udtalelser kommer med i den samlede vurdering af sagen. Desuden inddrages personer fra det private og/eller det professionelle netværk som kan tale barnets sag.

Vold
Som en konsekvens af det stigende fokus på og anvendelse af mægling, familierådgivning mm., kan der opstår situationer, hvor en kvinde skal mødes med sin truende mand mod sin vilje. Dette blev kritiseret af flere deltagere, som værende mangel på beskyttelse af kvinden. Dilemmaet mellem fælles løsninger på den ene side og beskyttelse på den anden side, er noget statsamtet konstant befinder sig i. Det er statsamtets opgave, så vidt det er muligt, at samle familien, for derved at få den mest nuancerede oplysning af sagen. Der kan dog være tilfælde, som denne, hvor man vil veje hendes beskyttelse vigtigere end dialog, hvorfor mødet holdes hver for sig.

Børnepagt
Der blev stillet spørgsmål om, hvorvidt et redskab til at klarlægge ansvar mm., kan være udfyldelse af en børnepagt inden barnet fødes. På den måde er der på forhånd taget stilling til samvær mm., hvilket kan lette afgørelsen af en samværssag. Oplægsholderne var dog afvisende overfor redskabet, fordi det strider imod "god moral", fordi man ikke kan overskue konsekvenserne af den aftale man indgår, samt bygger på en utopisk forestilling om, at man kan forudsige fremtiden.

Advokatbistand
På baggrund af Pia Deleurans oplæg om advokatbistand i samværssager, udfoldede sig en generel diskussion om nødvendigheden af advokatbistand i samværssager. Statsamtet Aarhus og Aarhus Kommune argumenterede for, at offentlige myndigheder har pligt til at oplyse sagen og har samtidig så vidtgående vejledningspligt, at der ikke generelt er behov for advokatbistand i samværssager. Ydermere pegede de på, at advokatbistand, ligesom bisiddere, i nogle tilfælde kan være med til at forværre situationen og gøre afgørelsen vanskeligere.

Andre satte spørgsmålstegn ved, hvorvidt oplysnings- og vejledningspligt (officialforpligtelsen) reelt bliver overholdt, idet Egmontundersøgelsen viser, at myndigheden, hvor sagen skal afgøres, ikke anses som allieret, oplysende og hjælpende, men alene som afgørelsesinstans. Argumentet er derfor at advokatbistand derfor kan være med til at opfylde denne forpligtelse og samtidig kan advokaten, bistå klienterne i disse for klienterne så belastende sager.

Mægling >< Afgørelse
Der tegner sig et billede af mægling, familierådslagning, netværksmøder m.m., som konstruktive redskaber i løsningen af konflikter. Spørgsmålet, som står tilbage, og som blev diskuteret, er hvor grænsen mellem mægling og afgørelse er, og hvorvidt denne balancegang er mulig.

Endvidere må det overvejes, hvorledes borgerne støttes bedst muligt i sagsprocessen, når de har en højkonfliktfyldt samværssag verserende.

Børns vilkår
Endelig blev der i de afsluttende bemærkninger peget på, hvilke grundlæggende betingelser børnene, der er hovedpersonerne i de vanskeligste samværssager, har, og hvilke dilemmaer og problematikker det medfører for sociale aktører og for samfundet generelt.

Således blev det understreget, at kernen i de vanskeligste og mest konfliktfyldte samværssager er, at der er en risiko, og at det er samfundets opgave at lave afvejningen om, hvem der skal bære den. Som det er nu, er det oftest barnet, der bærer byrden.

I forlængelse heraf blev det pointeret at ligegyldigt, hvor meget man minimerer risiciene, så er virkeligheden den, at der alligevel er børn, der har meget svære vilkår. Det er derfor af afgørende betydning at få undersøgt nærmere, hvad der er skadeligt for børn. Derudfra må samfundet sætte en nedre grænser for, hvad børn kan tåle. Endnu er vi ikke gode nok til at lave denne afgrænsning og famler os i stedet frem.